Vigtigt løbeudstyr – “Man skal ikke gå ned på udstyr”

Nike Test run 3 - SpartaKøb en masse lækkert udstyr! Det siges at virke motiverende for nogle, og jeg er nok, hvis jeg skal være helt ærlig, een af dem det virker på :) Og man skal jo nødigt gå ned på udstyr!

 Hvilket løbeudstyr skal man så købe?!?

Jeg vil forsøge at dele nogle af mine erfaringer med at købe udstyr, og jeg har valgt at tage udgangspunkt i sættet, som jeg løb i til mit første lange løb i år. En anden gang vil jeg fortælle, hvordan jeg ‘jagter’ og køber mit løbeudstyr billigt.

Det VIGTIGSTE er, at man føler sig god tilpas med sit udstyr, så er resten mindre vigtigt.

1: Løbetrøje (Nike Phantom Vapor Running Jacket).

Valget af tøj skal passe til vejret og til en selv som løber. Da jeg stadig er en af de tunge drenge (mit BMI fortæller mig, at jeg er fed… men den hopper jeg ikke på) og får det varmt, når jeg dyrker motion (læs: sveder meget), så prioriterer jeg tøj, der er svedtransporterende, men jeg har aldrig rigtig fundet løbetøj, der kan håndtere min krops evner inden for kropsafkøling (læs: store mængder sved). Det gælder også denne jakke fra Nike. Men da jakken er lavet af et svedtransporterende letvægts-materiale betyder det, at jakken forbliver let, selvom jeg arbejder hårdt (læs: sveder tran).

En par andre lækre detaljer ved denne jakke er hætten og muligheden for at åbne lynlåsen både oppe og nedefra, det giver mulighed for at justere lidt på temperaturen. Min erfaring er, at det varierer, hvor jeg gerne vil have frisk og kølig luft ind på kroppen under en løbetur. Jeg foretrækker at lyne lidt op nedefra og beskytte halsregionen mod for meget påvirkning af direkte nedkøling. Sidste detalje som jeg lige vil nævne er, at denne jakke er lavet i et materiale, der kan strækkes i 4 retninger, hvilket har vist sig at være ret lækkert, når man løber.

2.: Løbeshorts (Nike 5 Inch Race Short).

Shorts fungerer kun for mig, hvis jeg samtidig bruger vaseline. Jeg har store dejlige lår, der sjældent er langt fra hinanden. Forholdet mellem mine lår er altså tæt, hvilket på længere løbeture kan give alvorlige problemer. Friktion mellem min lår kan lede til irritation eller hudafskrabninger, hvilket jeg flere gange har oplevet. Vaseline eller løbetights løser problemet.

3.: Kompressionsstrømper (CEP 2.0).

De første to gange jeg løb med kompressionsstrømper følte jeg, at mine lægmuskler hurtigere blev mere hårde end de plejede, men siden 3. gang har jeg ikke oplevet, at det er mine lægge, der bliver ‘trætte’ først. Selvom det muligvis er placeboeffekt, der er skyld i, at jeg tror på effekten af kompressionsstrømper, så vil jeg anbefale alle at teste det :)Fordelene skulle være øget blodcirkulation, hvilket er godt under selve løbeturen, men også efterfølgende til den tidlige restitution (jeg beholder som regel mine på 20-45 min. efter jeg er stoppet med at løbe… (Er KÆMPE fan af placeboeffekt)

4.:  Løbesko (ASICS GEL-KINSEI 5)

Løbesko er essentielle, og der findes et utal af guides og anmeldelser af løbesko på nettet. Jeg endte med ASICS GEL-KINSEI 5 efter dages research og overvejelser. Jeg foreslår altid venner, at de tager ned til en specialiseret forhandler af løbesko, et sted hvor de har mulighed for at filme ens løbe, og hvor man så kan få deres analyse af ens løbestil. MEN jeg er blevet meget i tvivl, om det er et godt råd efter at have læst, at analyserne blot er bondefangeri (se fxhttp://posemand.dk/artikler/skopusher). Hvorvidt det er tilfældet eller ej, må I selv afgøre :) Mit valg faldt på ASICS GEL-KINSEI 5, fordi de er lavet til den lidt tungere løber og til længere løb. Jeg har lagt vægt på (ha ha… its funny because I’m fat) at finde løbesko med gode anmeldelser, som passede til min løbestil (neutral), og så ellers finde et SUPER tilbud på nettet. Jeg får det af og til dårligt med at prøve sko eller andet i en fysisk butik og så købe det (billigere) på nettet efterfølgende, men nu har jeg gjort det til en vane at være ærlig om det i butikkerne, for så har de mulighed for at matche tilbuddene eller overtale (den gode sælger) mig til at købe hos dem :)

5.: Løbeur (Garmin Fenix 2)

Dette løbetur er MEGA motiverende for mig :) Løbeuret/multisporturet er simpelthen for lækkert i min optik. Det er et blogindlæg værdigt i sig selv, så se frem til det. Et løbeur kan dokumentere alt mit løb med en lang række ‘fræk’ data. Uret giver gode muligheder ift. at disponere sit løb og indsats under løbet, og efterfølgende giver det mulighed for at analysere sig frem til forbedringsmuligheder. Jeg har selv været rigtig glad for at træne ud fra min puls. Nogle dage er løb bare hårde end andre – også på den samme rute.

6 + 7: Sportstape og Vaseline

Sportstape og vaseline bruger jeg for at undgå slidsår under længere løb. For mange er det sikkert ikke et problem, men hvis jeg kan skåne bare een for at få de små hudafskrabninger hele vejen rundt om brystvorterne, så vil det da gøre mig glad. Nogle stykker tape til at dække brystvorterne, er en billig løsning på et problem, som man kan være uheldig at opleve, når man løber langt. Hudafskrabningerne kommer af friktionen mellem ens løbetøj og bryst. Specielt når man deltager i et løb, kan irritationen og øget friktion opstå, da man som oftest skal løbe iført et nummer, som påføres løbetøjet ved brystet med sikkerhedsnåle. Under løbet ‘hopper’ løbetrøjen så op og ned mange tusind gange… Forestil jer meget fint sandpapir mod brystvorterne! Av! Vaseline kan afhjælpe friktion andre steder på kroppen fx. mellem tær, lår, balder og under armene.

Nå, nu vil jeg ud og løbe en tur efter tre dages pause – tror jeg var tæt på at få min første overbelastningsskade :(Men tager det roligt denne uge, så må vi se.

Billedet herunder skulle gerne illustrere, at jeg er godt med mht. “1100KM-væddemålet” men at mine “fedtprocent-væddemål” ikke kører helt så godt :)

KM og Fedt%

/Stefan

Be First to Comment

Smid en kommentar! Bare et eller andet ;)